I dette projekt skulle vi gennemføre en heuristisk evaluering af en hjemmeside og udarbejde et re-design samt en klientrapport.
Min gruppe bestod af Tiffany, Maria, Rasha og mig og sammen lavede vi et re-design af OdenseHobby.dk for at modernisere hjemmesiden og gøre den mere brugervenlig.
Proces
Vi startede med at lave en gruppekontrakt og vælge en projektleder, der skulle styre og koordinere projektet. Jeg fik rollen som projektleder, hvilket jeg vender tilbage til i reflektionen.
Da vi havde færdiggjort kontrakten, lavede vi en milepælsplan for at skabe et klart overblik over projektets aktiviteter og sikre, at vi hele tiden vidste, hvor vi var i processen. Med de overordnede rammer på plads, gik vi videre til den kreative del af processen.
Discovery – Indsamling af data og forståelse af brugeren
For at få en dybere forståelse af målgruppen startede vi med at gennemgå OdenseHobby’s Facebookside, hvor vi undersøgte, hvem der følger siden, liker opslag og deltager i kommentarsporet. Dette gav os et indblik i brugernes demografiske profil, herunder alder, køn, erhverv og civilstatus. Efterfølgende læste vi kundeanmeldelser på Trustpilot for at få et indblik i brugernes behov, ønsker og oplevelser med virksomheden.
I Discovery-fasen lavede vi også en research på aktuelle designtrends og tendenser inden for brugeradfærd og UI. Vi brugte blandt andet YouTube til at undersøge webdesign-trends for 2025 og undersøgte hjemmesider fra andre veletablerede hobbybutikker for at forstå deres løsninger inden for design og navigation. På baggrund af denne research udarbejdede vi en samlet oversigt over de vigtigste tendenser, som vi brugte som inspiration til vores videre arbejde med re-designet.
Interpretation – Definition af målgruppe og problem
Vores undersøgelse viste, at målgruppen primært består af mandlige ”modelbyggeentusiaster”, der spænder fra erfarne samlere med specifikke ønsker til nybegyndere, der søger hjælp og inspiration til at komme i gang. Med denne forståelse udviklede vi to personaer:
- En primær persona, som repræsenterer den erfarne samler med stor faglig viden og behov for specialiserede produkter af høj kvalitet samt adgang til detaljeret produktinformation (billede 1).
- En sekundær persona, som repræsenterer nybegynderen, der har behov for overskuelig navigation, tydelige vejledninger og inspiration til at komme godt i gang (billede 2).
For hver persona udarbejdede vi et scenarie, der beskrev en situation, hvor personaen interagerer med OdenseHobby.dk. Scenarierne tog udgangspunkt i hver personas specifikke mål og beskrev deres handlinger og udfordringer på rejsen mod målet.


Scenarierne hjalp os med at formulere relevante opgaver til vores testplan og testscript, som vi brugte i de efterfølgende brugertests. Her ønskede vi at undersøge, hvordan målgruppen oplevede hjemmesiden i praksis.
I alt gennemførte vi fire brugertests. Det lykkedes os kun at finde én deltager fra den primære målgruppe, mens de øvrige testpersoner var kvinder med ringe kendskab til modeltog. Selvom deres hobbyer afveg fra den primære målgruppe, delte de en tilsvarende demografisk profil i forhold til alder og civilstatus, hvilket gjorde deres feedback relevant i forhold til at identificere generelle udfordringer ved hjemmesiden. Dog var der også ulemper ved den manglende repræsentativitet, hvilket jeg vil uddybe under refleksionen.
Alle tests blev afholdt som remote think-aloud-tests via FaceTime, hvor deltagerne undervejs satte ord på deres tanker, mens de løste opgaverne (billede 3). Efter hver test lavede vi et kort interview for at få supplerende information om deres oplevelse af hjemmesiden og identificere mulige forbedringer.


Analysen af testresultaterne pegede på tre centrale problemområder:
- Hjemmesidens navigationsstruktur er uklar og virker forvirrende.
- Designet opleves som forældet og giver et negativt førstehåndsindtryk.
- Hjemmesiden fremstår upersonlig og gør intet aktivt for at engagere brugerne eller lede dem mod en ønsket handling.
Ideation – Idégenerering og løsningsforslag
Med afsæt i vores analyse lavede vi en brainstorm over mulige løsninger på de identificerede problemer. I første omgang prioriterede vi kvantitet frem for kvalitet for at få så mange idéer som muligt på bordet. Vi undersøgte forskellige retninger uden at tage stilling til, hvor realistiske eller gennemførlige idéerne var. Herefter gennemgik vi dem enkeltvis for at vurdere, hvilke der bedst kunne imødekomme de udfordringer, vi havde identificeret. På den måde udarbejdede vi en række konkrete løsningsforslag, som dannede grundlaget for vores endelige re-design.
Løsningerne omfattede blandt andet en omorganisering af hjemmesidens menulinje for at gøre det lettere for brugerne at finde den information, de søger, samt tilføjelsen af undermenuer, der skulle give en mere struktureret og overskuelig præsentation af indholdet. Derudover ville vi opdatere hjemmesidens visuelle udtryk for at skabe et mere indbydende og tidssvarende helhedsindtryk. Her havde vi særligt fokus på C.R.A.P.-principperne for at sikre et klart visuelt hierarki og forbedre brugervenligheden. Endelig besluttede vi at tilføje blogindlæg for at inspirere brugerne med relevant indhold og integrere kundeanmeldelser for at opbygge tillid.
Experimentation – Prototyping af vores idéer
Da vi havde fået styr på vores løsningsforslag, lavede vi en lo-fi wireframe af hjemmesidens forside og en valgfri produktside for at fastlægge indhold, struktur og navigation (billede 4).

Derefter udviklede vi en Style Tile, der satte rammerne for hjemmesidens visuelle identitet (billede 5). Vi indledte processen med at formulere fem adjektiver, der skulle passe til virksomheden og definere det samlede udtryk: kvalitetsbevidst, indbydende, inspirerende, varm og legende.
Med udgangspunkt i disse adjektiver eksperimenterede vi med forskellige stilarter og visuelle elementer, indtil vi fandt en stil, der afspejlede adjektiverne og skabte en sammenhængende æstetik. Vi endte med en varm og retroinspireret farvepalette, der skulle give hjemmesiden et mere indbydende og jordnært præg. Derudover valgte vi typografier med et klassisk, men moderne udtryk samt knapdesigns med bløde kanter og tydelig kontrast for at sikre god læsbarhed.

På baggrund af vores wireframe og Style Tile lavede vi en hi-fi-prototype af den nye hjemmeside, hvor vi forfinede detaljerne og skabte et realistisk bud på det endelige re-design. Prototypen viser blandt andet, hvordan menulinjen er omorganiseret, hvordan det visuelle udtryk er opdateret, og hvordan elementer som blogindlæg og kundeanmeldelser er integreret (Video 1 & Billede 6).

Evolution – Test, feedback og iteration
Da vores prototype var færdig, gennemførte vi endnu en brugertest for at få feedback på hjemmesidens navigation, design og indhold. På baggrund af testresultaterne lavede vi en række justeringer for at optimere brugeroplevelsen og sikre, at hjemmesiden fremstod intuitiv og indbydende. Nedenfor ses en oversigt over den feedback, vi modtog, og hvilke tilpasninger vi lavede på baggrund af den:

| Feedback fra brugertest | Vores justeringer |
|---|---|
| Menulinjen var ulogisk opstillet og gjorde navigationen svær. | Vi ændrede menulinjens layout og struktur. |
| Brugeren forventede bestemte informationer i footeren fremfor menulinjen. | Vi flyttede informationerne fra menulinjen ned i footeren. |
| Produktprisen fremgik ikke på produktsiden. | Vi tilføjede prisen under produktbeskrivelsen på produktsiden. |
| Produktbeskrivelserne var for teksttunge og overvældende. | Vi gemte de mest specifikke detaljer i en fane, som kan åbnes efter behov. |
| Forsiden virkede overfyldt med for lidt plads mellem produkterne. | Vi øgede afstanden mellem produkterne for at skabe luft og ro. |
| Noget af teksten var utydelig og der manglede sammenhæng mellem visse elementer i designet. | Vi justerede tekstens læsbarhed, afrundede kanter og ensrettede størrelsen på blogkasserne. |
| Det var ikke tydeligt, at kundeanmeldelserne kunne scrolles igennem. | Vi tilføjede pile ved anmeldelserne for at vise, at de kan bladres igennem. |
Det endelige re-design kan ses under ”resultat”.
Præsentation
Efter vi havde justeret vores re-design, lavede vi en klientrapport og en pitch, der var tilpasset klienten. Efter pitchen modtog vi brugbar feedback på både re-designet, vores pitch og selve rapporten. Afslutningsvis producerede vi en markedsføringsvideo, hvor vi præsenterede vores projekt for at fremme det til et bredere publikum. Klientrapporten og markedsføringsvideoen kan ses under “resultat”.
Resultat
Følgende er et link til vores endelige prototype af hjemmesiden:
Følgende er vores klientrapport:
Følgende er vores markedsføringsvideo:
Reflektion
Som nævnt i procesbeskrivelsen fik jeg rollen som projektleder i dette projekt, hvilket gav mig mulighed for at prøve kræfter med en funktion, der både var udfordrende og utrolig lærerig. Fra start var det mit ansvar at holde overblik over opgaver, deadlines og ansvarsfordeling, og det gav mig en praktisk forståelse for, hvor afgørende struktur og tydelig kommunikation er i et gruppeprojekt. Det blev særligt tydeligt under arbejdet med vores prototype, hvor vi fordelte opgaverne i Figma, så alle kunne arbejde parallelt på forskellige dele af designet. Her var det nødvendigt med klar koordinering og løbende opfølgning, så vi sikrede sammenhæng i prototypen og undgik dobbeltarbejde. En vigtig erfaring var også, at kreative processer sjældent følger en snorlige plan, og derfor er det afgørende at skabe plads til fleksibilitet – især under idéudviklingen. Undervejs lærte jeg at justere tidsplanen løbende og samle gruppen om en klar retning, så vi kunne arbejde effektivt og undgå spildtid.
Jeg vil ikke mene, at jeg lykkedes særlig godt som projektleder. På trods af mine bestræbelser lykkedes det mig ikke at engagere størstedelen af gruppen i samme grad, som jeg havde håbet. Det var svært at få samarbejdet til at flyde, da jeg oplevede, at der generelt blev taget meget lidt initiativ og ansvar. Dog kan jeg også godt forstå dem, for set i bakspejlet løb jeg måske alt for hurtigt og glemte at få dem med i farten. I min iver efter at skabe fremdrift endte jeg med at trække for meget alene, og det gjorde det svært at opbygge et fælles ejerskab over processen. Til en anden gang vil jeg fokusere mere på at inddrage gruppen tidligt og løbende – både ved at lytte mere og ved at skabe rum for, at alle kan byde ind og føle sig ansvarlige for projektets retning. Jeg har lært, at projektledelse ikke handler om at have styr på alting selv, men om at få gruppen med og skabe et fælles drive. Fremover vil jeg forsøge at sætte farten lidt ned og i højere grad fokusere på, at vi bevæger os fremad som en samlet gruppe.
En anden vigtig læring fra projektet handler om vores målgruppeanalyse. Vi gjorde en stor indsats for at forstå brugerne gennem Facebook og Trustpilot, men ved nærmere eftertanke står det klart, at vores undersøgelse kan give et skævt billede af den samlede kundebase, da vi primært har undersøgt de mest aktive og synlige brugere. Det mere tavse segment – dem, der handler uden at engagere sig online – fik vi ikke en reel forståelse af. Det kan betyde, at vores redesign i højere grad er tilpasset brugere, der allerede er fortrolige med nettet, mens vi måske har overset behovene hos dem, der har størst brug for et intuitivt og brugervenligt design. For at imødekomme dette kunne vi med fordel have suppleret vores analyse med spørgeskemaundersøgelser blandt butikkens kunder eller interviews med personalet, der dagligt er i kontakt med forskellige typer af kunder. Det kunne have givet et mere nuanceret billede af, hvem der handler hos OdenseHobby, og hvilke behov de har.
Også vores brugertests har givet anledning til refleksion. Selvom vi fik brugbar feedback fra vores fire testpersoner og lærte meget af den afsluttende test på prototypen, kunne vi med fordel have gennemført flere tests – særligt i den sidste fase. En tommelfingerregel lyder, at fem brugertests identificerer omkring 75% af fejlene på en hjemmeside, og med flere tests kunne vi have fået et bedre billede af de fejl, vores prototype stadig havde efter første iteration. Efter vores pitch blev vi fx gjort opmærksomme på, at vi ikke havde overholdt C.R.A.P-princippet om repetition, da knapperne ikke havde samme stil på tværs af hjemmesiden. Vi havde også overset, at et produktbillede på forsiden adskilte sig visuelt fra de øvrige billeder, hvilket skabte uro i helhedsindtrykket. Begge fejl kunne sandsynligvis være blevet opdaget, hvis vi havde lavet flere tests.
Derudover havde vi en udfordring med at finde testpersoner fra vores primære målgruppe, hvilket påvirkede kvaliteten af vores data. Når testdeltagerne ikke repræsenterer de faktiske brugere af hjemmesiden – i dette tilfælde erfarne samlere – risikerer vi, at væsentlige behov og forventninger ikke bliver identificeret. For eksempel kan målgruppen have specifikke ønsker til navigation, produktfiltrering eller præsentation af tekniske specifikationer, som andre testpersoner ikke tænker over, fordi de ikke har samme kendskab til feltet. Derfor vil det fremadrettet være en god idé at prioritere en mere målrettet rekruttering af testdeltagere for at sikre større repræsentativitet og mere valideresultater, der ikke kun fanger de generelle fejl og mangler, men også de mere nichespecifikke, som er afgørende for at skabe en god brugeroplevelse for netop denne type kunder.
Vi kunne også have arbejdet mere målrettet på at sikre end bedre brugeroplevelse for vores sekundære persona. Selvom vi allerede har haft fokus på at skabe en overskuelig navigation og produktside, kunne vi med fordel supplere med konkrete støtteværktøjer som vejledningsvideoer og trin-for-trin-guides, der forklarer alt fra produktvalg til opsætning og brug. Sådanne elementer kan være med til at mindske usikkerhed og gøre det lettere for nybegyndere at handle trygt på siden. Derudover kunne vi overveje at implementere en live chat, så hjælpen er let tilgængelig, hvis brugeren går i stå. På den måde kan vi gøre hjemmesiden mere inkluderende og imødekommende for både de erfarne entusiaster og dem, der lige har opdaget hobbyen.
Omvendt er det også værd at overveje, om indsatsen står mål med udbyttet. Produktion af vejledningsvideoer, opdaterede guides og øvrige støtteværktøjer kræver både tid og løbende vedligeholdelse. Derfor bør man overveje, hvor stor en del af målgruppen der faktisk vil bruge den type indhold, og om det skaber tilstrækkelig værdi til at retfærdiggøre ressourcerne. En løsning kunne være at starte med en enkel guide til førstegangskøbere og derefter evaluere effekten. På den måde kan man tilpasse indsatsen gradvist og sikre, at den afspejler brugernes behov og efterspørgsel.
Alt i alt har projektet givet mig virkelig gode erfaringer med projektledelse, brugertest og det praktiske arbejde i alle faser af Design Thinking. Jeg har for alvor forstået, hvor vigtigt det er at finde balancen mellem en fleksibel og struktureret arbejdsform og lade brugerfeedback styre designprocessen for at få et resultat, der både er brugervenligt og værdifuldt for brugerne. Derudover har jeg lært, at det faktisk ikke er så farligt at pitche, selvom nerverne sad helt uden på tøjet. Og som en lille bonus ved jeg nu, at det tager cirka 24 timer og et stabilt indtag af fiberholdige måltider, før fordøjelsen normaliserer sig efter sådan et adrenalinkick. Det er jo også værdifuld viden. Vigtigst af alt har jeg lært, at jeg stadig har virkelig meget at lære. Heldigvis. For hvis man bliver så meget klogere – både fagligt og menneskeligt – på ét enkelt projekt, tør jeg ikke tænke på, hvor langt jeg kan rykke mig på de næste. Og hvis jeg samtidig kan blive bedre til at bevare roen (og mavefunktionen) under pres, så begynder det faktisk at ligne noget.
