Mit navn er Josefine Svarre.
Jeg er født sjællænder, opvokset jyde og nu fynbo med fødderne plantet solidt i den odenseanske bymidte.


Jeg har altid været meget aktiv og elsker at få pulsen op – gerne med en vægtstang i hænderne eller et løbebånd under fødderne. Træning er mit frirum, hvor jeg kan sætte alt på pause og finde ro i en travl hverdag.
Når jeg ikke træner, bruger jeg min tid som frivillig i børnepsykiatrien, hvor jeg laver kreative aktiviteter med børn og unge. Det er et arbejde, jeg holder meget af, fordi det sætter tingene i perspektiv og minder mig om, hvor meget vi mennesker rummer – også når livet er svært. I mødet med børnene ser jeg, hvordan små øjeblikke af leg og kreativitet kan åbne op for store følelser og grin. Det er meningsfuldt som bare pokker!


Udover mit arbejde i børnepsykiatrien arbejder jeg som studentermedhjælper i MediaLab på UCL. Her hjælper jeg med udlån og registrering af udstyr, opsætning og oprydning i lab-miljøerne og udvikling af de fysiske rum. Jeg elsker, at det er et alsidigt studiejob, hvor jeg kan anvende og udvikle mine færdigheder inden for digital produktion og samtidig bidrage til et kreativt miljø.
Min interesse for multimediedesign tog fart, da jeg arbejdede som selvstændig billedkunstner og brugte digitale medier til at markedsføre mit arbejde. Jeg opdagede hurtigt, hvordan billeder, farver og former kan skabe forbindelser og fortælle historier, der rækker ud over det sagte. Samtidig blev jeg grebet af, hvordan sproget kan formes og bruges kreativt – og hvor sjovt det er at lege med ord, stemninger og små sprogblomster.
Dog blev jeg også opmærksom på, at jeg stadig mangler en masse viden og færdigheder for at kunne omsætte mine idéer til professionelle løsninger.
Derfor har jeg valgt at læse til multimediedesigner. Jeg håber at kunne kombinere min kreativitet med en stærkere teknisk og faglig forståelse – og på sigt arbejde med digital formidling, der både gør indtryk og forskel.



